info@genan.com

AFFALDSHIERAKIET

Hvordan håndteres affaldsstrømme – det være sig plastaffald, elektronik, organisk materiale eller dæk – på den mest bæredygtige måde i et ansvarligt samfund?

Den mest almindelige måde at illustrere dette på er gennem affaldshierarkiet. Affaldshierarkiet er bygget op omkring 5 metoder til affaldshåndtering, der spænder fra den mest til den mindst fordelagtige løsningsmodel.

Den bedste løsning, forebyggelse, går ud på i så vid udstrækning som muligt at undgå, at der genereres affald – ganske enkelt ved at mindske forbruget. I dæk-sammenhæng ville dette betyde en reduktion af trafikmængden. Den nuværende, globale, økonomiske vækst taget i betragtning – især uden for EU og USA – forekommer denne løsning dog ikke at være specielt realistisk inden for overskuelig fremtid.

Den næstbedste løsning ville være helt eller delvist at genbruge – som vi gør med glasflasker. I dæk-sammenhæng kaldes dette fænomen for regummiering. – En ny slidbane lægges på dækkets inderkonsktruktion, også kaldet karkassen. Dækket får på denne måde et nyt produktliv. Man kan kun svejse ny slidbane på et dæk nogle få gange – afhængigt af kvaliteten af karkassen. Dækket må i sidste ende kasseres, når selve karkassen er nedslidt.

Ifølge affaldshierarkiet er den tredjebedste løsning en neddeling til de oprindelige bestanddele med henblik på genanvendelse af disse. I dæk-sammenhæng er disse materialer gummi, stål og tekstilfibre. Det er denne neddelingsproces, der finder sted på en Genan fabrik. Med anvendelsen af de recirkulerede materialer undgås ny produktion af jomfrueligt gummi og stål.
(*En mellemproces mellem mekanisk genanvendelse, hvor dækket ikke ødelægges, og energiudnyttelse, hvor dækket brændes for at producere energi, er pyrolyse (kemisk genanvendelse). Ved pyrolyse bliver dækket delvist genanvendt til nyt carbon black og brugt til at generere energi i form af olie og gas.)

Fjerdebedste løsning er at udvinde energi fra det bortskaffede materiale. Denne metode er ikke så bæredygtig som materialegenvinding, da produktet ødelægges, og man kun genvinder en brøkdel af den energi, der oprindeligt blev brugt til at fremstille det givne produkt. Brugte dæk anvendes i vid udstrækning til energiudvinding i cementovne. Dette kaldes medforbrænding.

Affaldsdeponering er den værst tænkelige bortskaffelsesmulighed. Ikke desto mindre foregår dette stadig i store dele af verden. Deponi af kasserede dæk er en særligt dårlig løsning. Dæk optager meget plads, de er ikke biologisk nedbrydelige, og de udgør et glimrende udklækningssted for kryb og insekter. I EU har deponi af dæk været forbudt siden 2003.

Affaldshierarkiet er med EU-direktiv 2008/98 en del af EU-lovgivningen, og princippet er også ved at blive implementeret i miljølovgivningen i andre dele af verden. EU’s medlemsstater er forpligtede til at søge bortskaffelsesmetoder så langt oppe i hierarkiet som muligt. Det videnskabelige værktøj, man bruger til at måle effekten af forskellige bortskaffelsesmetoder med, kaldes en livscyklusvurdering eller LCA (Life Cycle Assessment).